40 meter under Athen finder du et unikt kunstgalleri i form af den athenske metro. Hver metrostation er udsmykket med unikke kunstværker, der alle sætter sit helt særlige præg på den enkelte station.
Den athenske metro består af tre linier. Linie 1 blev opført i slutningen af 1800-tallet, og den er således én af de første metrolinier, der blev bygget i Europa. Linie 1 er de senere år blevet totalrenoveret, så alle stationer fremstår, som de gjorde, da de blev bygget. Metrolinie 2 og 3 er stadig i gang med at blive bygget, og når de står færdigbyggede, vil de to nye linier have 29 metrostationer tilsammen. Alle disse metrostationer er bygget i en ultramoderne og minimalistisk stil, og hver station er udsmykket af en græsk kunstner. Du kan blandt andet opleve smuk glaskunst, installationer, mosaikkunst, skulpturer og smukke malerier på de forskellige stationer.
Historisk undergrund
Under udgravningen af linie 2 og 3, stødte man på en masse arkæologiske fund. Mange af disse fund er blevet udstillet på de forskellige stationer, så der er også rig mulighed for at få et historisk kig på, hvad den athenske undergrund har gemt på igennem århundreder. Sidagma stationen er én af de stationer, hvor mange af de arkæologiske fund fra udgravningen af metroen er udstillet. Og på Akropoli stationen kan du se replikaer af friser fra Parthenon.