Grækenland har en rig folkedanskultur, og græsk folkedans har eksisteret i over 2500 år. Du har mulighed for at opleve den græske folkedans helt tæt på på Det nationale græske folkedanseteater Dora Stratou.
Dora Stratou har siden grundlæggelsen i 1953 været et levende museum for græsk musik og folkedans. Dansene opføres, som de er blevet opført ude i landsbyerne igennem århundreder, og alle kostumerne er håndlavede.
Forestillingen foregår under åben himmel i skønne omgivelser på Philopappou bakken. Her bringer 75 folkemusikanter, sangere og dansere græsk kultur til live hele sommeren, når de synger gamle græske viser og danser græske folkedanse.
Det nationale græske folkedanseteater Dora Stratou har forestilinger tirsdag til lørdag fra d. 25. maj til d. 25. september. Et show varer ca. 80 min.
Billetter koster € 15. Det er ikke nødvendigt at reservere.